"Hjort på afveje". Læste denne avisoverskrift i ugens aviser. Endelig er vores beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen afsløret og hans skønmaleri af beskæftigelsesindsatsen krakelerer. Nu indrømmer regeringen den katastrofale indsats på beskæftigelsesområdet og vi får svar på, hvorfor der er 32.700 flere arbejdsløse siden regeringen tiltrådte og antallet af langtidsledige er steget med næsten 50 procent til 50.000 ledige. Hvorfor antallet af akademikere, der har været ledige i mere end et år, er steget med 83 procent til 6.505 personer. Vi får en forklaring på uddannelsesbesparelser på 1,4 milliard og nedskæringerne på skolepraktikken. Nej, desværre. Avishistorien var om en anden hjort. En hjort der var klar til at tjekke ind i Chicagos internationale lufthavn. Den havde forvildet sig ind på området for bagageafhentning. Danmarks Hjort maler derimod videre på sit skønmaleri om ”det går godt i Danmark” og uden ”tid til viden”, får vi aldrig ”viden til tiden”. Viden er vejen til jobvækst er overskriften på regeringens kamp mod de stigende akademikerledighed. Jeg siger bare hip, hip, hurra. Videnskabsminister Helge Sander husker stadig min sammenligning med maleren P.S. Krøyer og hans sommerbillede ”Hip, hip, hurra” om ministerens skønmaleri af jobskabelsen blandt akademikere. Dengang i sommeren 2003 var der nu ikke meget at råbe hip, hip, hurra for. Nu mener ministeren vi må have de lyse farver frem. ”Det ser lysere ud for de universitetsuddannede og vi har knækket kurverne”. Samtidig indrømmer han, at ”de nyeste ledighedstal fra Akademikernes Centralorganisation viser, at der fortsat er over 11.000 ledige, og det er ikke godt nok”. (kilde: Helge Sander i Nordjyske Tidende 12.11). Igen må der lyde et hip,hip, hurra.
Så du røgen
Nej, sammenligningen er for tydelig, men måske kan vi kigge på det sidste store maleri af Krøyer, Sankt Hansblus på Skagen fra 1906. Det centrale motiv med det flammende Sankt Hansbål voldte Krøyer mange kvaler og det tog ham 14 år at færdiggøre maleriet. Vores videnskabsminister og hans ministerkollega Claus Hjort Frederiksen har kun brugt 3 år til at få beskæftigelsesindsatsen til at gå op i flammer. Vi har på 3 år fået 32.700 flere arbejdsløse og i dag har vi altså gennemsnitlig ”kun” 11.647 ledige akademikere (september 2004). ”Regeringens aktive indsats har gjort sit til at forbedre situationen” siger Sander. Ja, den aktive indsats i et helt år har betydet at VK´s flammekaster ikke fik fat i 73 personer. Resten så bare røgen. Til gengæld har man flyttet en masse ledige ud af statistikkerne med en masse nye virkningsløse tilskudsordninger, der undergraver det reelle arbejdsmarked.
Viden op i røg
”Hele 10 procent faldt dimittendledigheden fra september 2003 til september 2004”, siger ministeren. På trods af det stod næsten en tredjedel af de nyuddannede uden arbejde og ministeren glemmer at fortælle at for dem med en ét-fire år gammel uddannelse, er ledigheden steget med 5,9 pct., og antallet af akademikere, der har været ledige i mere end et år, er fra 2001 til 2004 steget med 83 procent til 6.505 personer. Siden VK trådte til, er antallet af ledige akademikere under 30 år fordoblet. Hver 10. akademiker er stadig ikke i arbejde to år efter de har afsluttet deres uddannelse, og der er stor risiko for langtidsledighed blandt nyuddannet, hvis der går for lang tid inden de finder et job. Mange risikerer aldrig at bruge deres uddannelse. Deres viden og kompetencer ruster, og de risikerer at havne bagerst i jobkøen. En viden, der er vores eneste råstof, risikerer at gå op i røg.
Hjorten og kalven på afveje
Krøyer var fascineret af ilden og manipulerede med virkeligheden for at finde det rette lys på sit Sankt Hans billede. VK-regeringen finder igen den brede pensel frem og viser os endnu et blændværk af et skønmaleri af dagens Danmark. På paletten er de lyse camouflage farver og med et tykt lag sansebedrag prøver de at camouflere en beskæftigelsespolitik, der er gået op i røg. Vi får endnu et skønmaleri af den katastrofale indsats på beskæftigelsesområdet, men ”der går ikke røg af en brand, uden at der er ild” og disse jubelråb er lige så røget, som de er speget. Hjorten og kalven Sander er virkelig på afveje.
|